| Note |
- Fredrik Kristofersen Blom nedstammet i fjerde led fra Fredrik Johansen Blom, der døde som sogneprest i Laardal øvre Telemarken i 1659 og er stamfar for den først i øvre Telemarken, navnlig i Laardal og Kviteseid, senere fornemmelig i og ved Skien bosatte familie av dette navn. Fredrik Johansen Blom var gift mel Maren Kristofersdatter, datter av Kristofer Hansen, som var sogneprest i Stokke og derav kaldte sig “Stockman”. Navnene Hans, Kristofer og Fredrik har da senere været utpræget almindelige i familien Blom. E:n søn av denne Fredrik Johansen (eller Jansen) Blom var Kristofer Fredriksen, der blev lensmand i Laardal og døde sammesteds paa gaarden Bjaaland i høi alder 1735 som en meget rik og i sin kreds meget omtalt mand, der endnu lever i sagnet og i stevet. Hans søn Kristofer var likesom faderen lensmand i Laardal, hvor han døde i 1757. Kristofer Kristofersen efterlot sig flere sønner, av hvilke de fleste flyttet nedover til Skien, hvor de blev ansete og rike forretningsmænd. Blandt disse sønner er særlig at merke Hans Kristofersen Blom, der var valgt til Skiens repræsentant paa Eidsvold, men døde, forinden repræsentanterne traadte sammen. En yngre bror av ham var den nye Gjerpensprest Fredrik Blom, der var født paa Bjaaland den 29de mai 1749, men, som han selv siger, “opfødt i Skien”, hvor han gik paa “rektorskolen” fra omkring 1760, altsaa fra sit 11te aar, og hvorfra han dimitteredes til universitetet av rektor Winther i 1767. Skjønt han jo var en velstaaende mands søn, var det efter sagnet noksaa smaat for ham i Kjøbenhavn, idet det siges, at han her til hverdags maatte nøie sig med te og smørrebrød; kun om søndagen hadde han raad til ordentlig middagsmat og noget ekstra, som f. eks. gaasestek. Han læste til haud, det vil sige, han la op det minimumspensum, som gav karakteren haud. Herom fortæller han intet selv, men derimot, at han som kandidat “anvendte nogle aar til privat undervisning for skikkelige folks børn i Norge og Danmark”. I Norge var det den rike trælasthandler paa Mæla Didrik von Cappelens sønner, Didrik og Peder, som han underviste. Dog blev han snart prest; ti den 30te mars 1774, i hans 25de aar, kaldtes han til personel kapellan hos Kristian Paus, der hadde været sogneprest i Saude i nedre Telemarken fra 1747. Paus var født i Gjerpen 1710 og søn av klokkeren her Søren Paus. I december 1782 døde sogneprest Paus, og Blom, der imidlertid var blit forlovet med hans datter Kirsten Margrete (født 16de mars 1755), med hvem han giftet sig 3dje januar 1783, blev først, under 30/3 1783, kapellan hos Paus’s eftermand i Saude, Immanuel Greve, men allerede samme aar, den 27de august 1783, utnævnt til residerende kapellan i Skien. Kammerherre Herman Løvenskiold, der som eier av Fossum jernverk hadde jus patronatus til Gjerpen, gav ham saa 16de januar 1786, uten at Blom hadde søkt derom, expectance paa kaldet, som han da efter Monrads dødelige avgang ogsaa tiltraadte 2den mai 1790. Den 4de oktober 1798 blev Blom provst i provstiet efter Greve og døde 13de november 1812, noget over 63 aar gammel. Allerede vaaren efter, 7de mai 1813, døde ogsaa hans enke, 58 aar gl., og jordfæstedes den 13de mai ved sin mands side paa Gjerpen kirkegaard, hvor deres grave endnu kjendes og nu skal holdes vedlike av kirken. De ligger like ved gjerdet i kirkegaardens sydligste del.
Av deres tre barn døde sønnerne Kristofer og Kristian i en meget ung alder; derimot blev det ældste av barnene, datteren Kristiane, f. 18/1 1786, meget gammel, da hun først døde 7/3 1877, altsaa over 91 aar. Hun blev 27/11 1811 gift med sit søskenbarn Andreas Rougtvet Blom, hvem hun bragte i medgift Gulset og flere gaarder i Gjerpen.
Bloms eftermand Edvard Munch har git ham et meget godt vidnesbyrd, idet han i kaldsboken har skrevet følgende vakre ord om ham: “Som en redelig og nidkjær Herrens prest levede og virkede provst Fr. Blom i Gjerpen til aaret 1812. Han havde til den tid besiddet styrke og god helbred, men begyndte mod efteraaret at skrante. Dog blev han ei alvorlig syg førend i førstningen av november, da han blev nødt til at søge sengen. Han vidste, at hans time nærmede sig, og gik sin opløsning imøde med den ro og fatning, som kun bevidstheden om et saa velført liv som hans og den gjennemgribende religiøsitet, der stedse besjælede ham, kan give”. I forbindelse hermed kan anføres det vidnesbyrd, som biskop Bech ved sin visitas i Gjerpen den 23de juli 1809 har skrevet i kalds- eller kopiboken : “Hr. provst Blom viste i en opbyggelig og velment (sic) prædiken Kristi lære som vei til lyksalighed. Ungdommen befandtes i almindelighed ikke at mangle kundskab i deres xdom (d. e. kristendom), nogle derimod meget vel underviste og andre vel anførte til brug av egen eftertanke. Held og velsignelse over menigheden og dens redelige og saare hæderværdige lærer!”
Provst Blom efterlot sig et stort bibliotek, der nu for største delen tilhører Skiens offentlige høiere almenskole og bestaar, som man paa forhaand kan vite, mest av rationalistisk teologi og filosofi. Familietraditionen siger vistnok, at han ikke fulgte den da moderne rationalisme, men holdt paa den gamle lære, likeledes, at Hans Nilsen Hauge oftere besøkte hans hus, og at han skal ha sagt om Hauge, at han var form for sin tid. At dette dog maa modificeres adskillig, fremgaar blandt andet av hans efterlatte skrevne prækener, hvorav er bevaret en hel samling. Allerede hans av biskop Bech anførte tema i hans nævnte visitaspræken i 1809 tyder herpaa. I sin avhandling om presterne i Gjerpen, trykt i Porsgrundsbladet ”Grenmar”, skriver saaledes Skaar: “Efter at have læst 14 av hans endnu opbevarede, utrykte taler, maa jeg tilstaa, at hans prædiken er rationalistisk. Av disse 14 taler er den ene fra 1780, de øvrige fra aarene 1794-1810. I alle disse taler findes intet om Kristi gjenløsning undtagen dette: “Vi ere dit ved Jesum gjenløste og elskede folk, naar vi tænke og handle som gode kristne”. Jesus er ellers “vor religions guddommelige stifter”, “vor himmelsendte lærer”, “som var kommen til verden for den guddommelige sandheds udbredelse og viste, at ved dens værdige annammelse ethvert menneske blev lykkeligt og saligt”. Den Helligaand nævnes aldrig uten da, naar et bibelsted anføres, hvori hans navn forekommer. Synden kjendes væsentlig kun som laster, og blot en enkelt gang har han berørt menneskehjertets dype fordærvelse. Omvendelse berøres ikke, likesaalitt som gjenfødelse. Uagtet flere av talerne er liktaler, er dog legemets opstandelse ikke nævnt. Daaben og nadverden er ikke nævnt i nogen av talerne, hvor stor opfordring der end synes at have været til at omtale dem. Samtlige taler er moralprædikener, saadanne, som vi kjende dem fra begyndelsen av dette aarhundrede. Vi skulde ved Jesu lære forædles til tænksomme og dydige mennesker, det er en tanke, som atter og atter kommer frem. “At følge Jesum”, siger han, ”i tro og ydmyg lydighed er vei til salighed”; men hvorledes denne tro og denne lydighed skabes, derom findes ingen oplysning”. Ogsaa om det, jeg har hat anledning til at læse, maa jeg sige det samme. Det var dertil tørt og litet originalt, skjønt det var en festpræken med særlig foranledning.
Men var provst Blom i tidens medfør sterkt paavirket av den rationalistiske kristendomsopfatning, saa var han dog en helt igjennem oprigtig og sandhetskjærlig mand, der gav sandheten ære, saavidt han forstod den. Et vakkert bevis herpaa har man i det sanddru skudsmaal, som han 6/11 1810 gav Hans Nilsen Hauge og hans venner, om det end heller ikke fuldt ut stadfæster den ovenfor nævnte tradition om hans forhold til Hauge. Det avgaves paa foranledning av stiftsoverretsprokurator Lumholtz, Hauges defensor, da hans sak endelig for alvor blev optat til avgjørelse.
Blom skriver: “Hans Nielsen Hauge har jeg kun engang talt med, da han for et par aar siden av stiftet var sendt til Vestlandet for at tilveiebringe salt, som da var stor mangel paa. Men jeg har hørt tale om, at han for flere aar siden har været i dette og tilgrænsende sogne og har adskillige bekjendte, som ynde ham[26]. Jeg har og hørt, at andre av hans bekjendtskab have omreist og holdt religiøse taler. Ingen uorden er mig bekjendt i denne egn som følge derav. Derimod maa jeg tilstaa at have hørt, saavel om Hans Nielsen selv som andre, der have været av hans bekjendtskab, at de alle have ført et stille og sædeligt levnet, advaret fra laster og opmuntret til et gudfrygtigt væsen. Hans Nielsen Hauge skal selv have opmuntret til arbeidsomhed i hvert kald og desuden givet vink til et og andet nyttigt foretagende i adskillige næringsveie, som og til gavn ere benyttede. Det er ingenlunde at formode, at Hans Nielsen har ytret noget, som kunde avvende fra tilbørlig lydighed mod øvrigheden; thi jeg kjender ingen av dem, der have nydt hans omgang, uden for føielige og villige under al befalet orden. Ja, i al udvortes forhold udmærke disse mennesker sig som avholdne fra laster. De besøge flittig kirkeforsamlinger; de omgaaes mere, end i almindelighed mængden av folket, med Guds ord; de have omsorg for deres husfamiliers sædeligheds bevisning i alle dele; de findes ikke paa de steder, som, desværre, lokke mange letsindige til tidsspilde og nære fordærvende lyster. Jeg kan derfor ikke andet i den kreds, jeg lever og kjender, end glæde mig over, hvad jeg synes at have sporet som bevis paa, at gode anvisninger og gode exempler virke ogsaa fra den lavere folkeklasse til det bedste”.
Et gammelt, tarvelig sognebudsetui med kalk og disk av sølv, kjøptes av Blom paa auktionen efter hans formand og skjænkedes embedet. Det haves endnu, men brukes ikke.
|
Ca 1749 - 1812 (63 år)
