- Det er formeentlig de Fleste i denne Egn bekjendt i hvilken beklagesesværdig Forfatning forhenværende Apotheker paa Osebakken Trosdahl ved sin dødelige Afgang har efterladt sin Familie. Det ubetydelige Boe vil ikke paa langt nær forslaae til at betale den Afdødes Gjeld, end sige afgive noget til de Efterlevendes Underholdning og de Umyndiges Opdragelse.
Hertil kommer nu ogsaa den ulykkelige Omstændighed, at Enken er bleven sindssvag, og derved aldeles uskikket til at sørge for sig og hendes Smaae. Den Afdødes 6 Børn kunne saaledes kaldes aldeles forældreløse. Den eneste Datter af disse, et Barn paa 5 Aar, har, Gud være lovet, fundet en god og sikker Tilflugt hos en ædel Familie, der har antaget hende som eget Barn, og den Albarnhjertige lønne de kjærlige Menneskevenner! Den yngste af de 5 Drenge, 2 Aar gammel, vil Morbroderen, den unge Apotheker Thygesen ædelmodigen antage sig, men forresten vides ingen af Børnenes nærmeste Familie i denne Egn at kunne yde dem nogen Hjælp.
Her staae da endnu 4re aldeles hjelpeløse Smaadrenge tilbage!
Vel synes det, som om det nærmest maa paaligge Osebakkens Commune, der har sit eget Fattigvæsen, og hvis Medlem den Afdøde var, at forsørge dennes nu for Alt blottede Børn, og denne Forpligtelse erkjende ogsaa Stedets Indvaanere. Men hvad en saa liden Commune, som Osebakkens, der allerede forhen har mange byrdefulde fattige at sørge for, under Tider som nærværende maatte kunne afgive til de 4re Umyndige, der indseer letteligen enhver Fornuftig ikke at ville blive tilstrækkeligt for de Trængendes Behov.
Her er ikke blot Spørgsmaal om Børnenes physiske Fornødenheder; de skulle jo ogsaa have christelig Oplærelse og opdrages til engang at vorde nyttige for sig selv og Borgersamfundet.
Jeg skjønner saaledes her ikke hvorfra Hjælpen skal komme, naar ikke christelig Barnhjertighed aabner sit Favn for de Forladte. Denne Egn har altid fordeelagtigen udmærket sig ved dens Indvaaneres kjærlige Omhue for Umyndige, der tidligen tabte deres naturlige Forsørgere. Denne Aand er sikkerligen end ikke udddøet. Vel ere Tiderne nu mere trykkende, end nogensinde forhen; men Mange kunne hjælpe Faa, og den gode Villie finder altid Udveie.
Jeg tillader mig derfor at anraabe ædle Menneskevenners Barmhjertighed for de hjælpeløse Smaae, der liig Skibbrudne udstrække Armene efter frelsende Haand. Det er lykkedes mig paa Osebakken at faae indledet en Subscription, der haabes at ville have forønsket Fremgang. Indbydelsesplaner ville ogsaa blive presenterede i Skien, Porsgrund og Omegn hos Enhver, der maatte antages at ville hjælpe i den store Nød. De ulykkelige smaae mangle Alt; saaledes vil man være taknemmelig for alle Slags Bidrag enten aarligen, til Børnene ere confirmerede, eller een Gang for alle. De, der ædelmodigen ville yde Noget, behage at tilstille enten Hr. Kjøbmand Christian Bruun, paa Osebakken, eller mig deres Bidrag, alt eftersom Localiteten for Enhver gjør det meest beqvemt, og skal i sin Tid det nøiagtigste Regnskab over Anvendelsen blive Giverne forelagt. Medborgere! Christne! Jeg haaber for vist at mit Raab til Eder for de Faderløse ikke vorder en Røst i Ørkenen. Velgjørenhed lønnedes jo altid med de saligste Glæder, og jeg henviser Eder fremfor Alt til den guddommelige Menneskvens Ord i Matth. 25 Cap. 34-40 V.
Gjerpen Prestegaard ved Skien den 2den October 1830.
Munch.
|
Ca 1794 - 1828 (34 år)
[1] 
