- Han ble tilsatt som lærer i Skien ved Latinskolen i 1841. Han underviste i nyere sprok samt hebraisk og religion.
"Wesenberg var en staut respektindgydende Mand, ligeoverfor hvem det, saavidt jeg kan erindre, aldrig faldt nogen Discipel ind at gjøre Spektakler eller Opposition. Men han led desværre af et sygt Sind, der traadte sørgelig forstyrrende i Veien for hans lovende Fremtid. Man talte allerede om ham som Universitetslærer-Emne; men det skulde ikke realiseres. Hans Sindssygdom udartede til Forfølgelsesvanvid, der tilsidst bragte ham til at søge Præsteembede i det nordligste Finmarken (Vadsø) for at undgaa sine indbildte Forfølgere. Denne Indbildning gjorde ham distræt i Timerne, men saa stor var Respekten for ham, at dette aldrig foraarsagede Uro. Ham skylder jeg for en stor Del min Interesse for theologiske Undersøgelser; thi hans egen Interesse for dem førte ham ofte til at optage religiøse Spørgsmaal til indgaaende Behandling, der tildelte mig langt mere end Lærebogens (Stenersens) tørre kvasifilosoferende Fremstilling af “Den naturlige Religion”, der udgjorde den største Part af Bogen og optog det allermeste af Undervisningstiden. Vi forstod kanske ikke meget af hans Udviklinger, men vi fik dog Impulser til Selvtænkning og videre Udvikling. Han gav os Indtrykket af en Mand med grund fæstede, gjennemarbeidede Overbevisninger. Disse to Lærere har jeg meget at takke for, især da de snart kom i et venskabeligt Omgangsforhold til mine Forældre, hvad der gav mig Mod til at henvende mig til dem i diverse Tvilstilfælde, og da jeg aldrig lod mig nøie med en halv Forstaaelse, indtraf saadanne ikke saa sjelden. Wesenberg kom mig af Sigte, da han drog til sit Præstekald, hvorfra han dog paa Grund af sin Sindssygdom Aaret efter maatte tage Afsked. Med Stoltenberg derimod bevarede jeg et hjerteligt Venskabsforhold lige til hans Død."
|